Parsamtaler
At leve sammen med et andet menneske kan være noget af det mest givende og udviklende, der findes i tilværelsen. I mødet med den anden bliver vi set, elsket, udfordret og lærer os selv bedre at kende. Når den første forelskelse har lagt sig og parret er flyttet sammen, kan hverdagen, kærligheden og samlivet imidlertid ofte være svær at få til at fungere.Det kan også være at aktuelle problemer, kriser eller ændringer i parrets livssituation får et ellers stabilt og velfungerende parforhold til at knage. Ligesom det at blive forældre midt i alt det fantastiske, sætter selv det bedste parforhold på prøve. Netop børneopdragelse, særligt hvis det er en sammenbragt familie, stiller store krav til at gå på kompromis og finde nye fælles værdier.
Et parforhold består af to mennesker med hver deres historie, erfaringer og ønsker for hvordan livet skal forme sig og hverdagen leves og eventuelle børn opdrages.
I en sådan situation kan blot få timer sammen med en professionel parterapeut stille skarpt på, hvor problemerne opstår, og hvordan parret selv kan arbejde på igen at nærme sig hinanden. Også par der er ved at gå hvert til sit kan med indsigt og redskaber fra parterapien komme bedre gennem skilsmissen. Og er der fælles børn, få hjælp til at få det fremtidige samarbejde til at fungere så harmonisk som muligt til stor gavn for børnene.
Arbejdet med par er noget af det mest spændende i mit arbejdsliv som professionel psykolog, fordi ganske få samtaler kan give det enkelte par redskaber til selv at arbejde videre med deres fælles liv.
I arbejdet med par trækker jeg på min efteruddannelse indenfor IMAGO-parterapi (www.imago.dk) og supplerer med den systemiske og narrative teoris forståelse og spørgeteknik. |